Fornøjelig afslutning for Junior Bombers

Klovnemaskinen, der kastede med flødeboller.

Lørdag var sidste træning for Junior Bombers inden sommerferien. Og det skulle naturligvis fejres. Derfor havde træner Klaus sørget for en flødebolle-kaste-klovne-maskine, der skulle forsyne de præcise skytter med en flødebolle.

Det var til stor morskab for børnene, at se hinanden skyde efter klovnen og gribe de flydende flødeboller. Og det gjorde ikke morskaben mindre, at nogle forældre også kastede sig ud i flødebolleriet efter træningen.

Se nogle af de sjove billeder i Galleriet her.

Nogle af drengene: Ismael, Birgitte (fra Røde Kors), Daniel, Ali Jan … Jenry mangler på billedet.

Nye hjælpetrænere
Som noget nyt prøvede vi i lørdags at bringe nogle nye hjælpetrænere ind til Junior Bombers-træningen. Vi havde besøg af fire unge flygtninge med opholdstilladelse fra AOF Sprogcenter. Det foregår i et samarbejde med sprogcenteret og Røde Kors. Det er fire unge drenge: Ali Jan, Ismael, Daniel og Jenry.

De og vi er med i et Røde Kors-projekt, der handler om at integrere de unge flygtninge i det danske foreningsliv. Derfor var Thomas Kielberg og Jens Albagaard på besøg hos AOF Sprogcenter for et par uger siden og skabte kontakt til de fire unge drenge – og to piger, som desværre ikke kunne komme i lørdags.

Drengene klarede det rigtig godt, og hvis vi er heldige, så har de også lyst til at komme igen efter sommerferien. Det er i hvert fald noget, vi vil arbejde målrettet mod at få til at ske.

Træning næste sæson
Træningen for Junior Bombers starter op igen i sidste halvdel af august måned. Vi har igen fået tider på Isefjordskolen, og kommer snart til at offentliggøre en ny opdeling af børnene i flere kategorier, så der bliver plads og udfordringer til alle. Mere herom snarest – følg med her på siden.

Vi ønsker alle Junior Bombers en dejlig, varm sommer – og på gensyn til august.

Sommerlige floorball-hilsner
Trænerteamet

 

Dette indlæg blev udgivet i Junior Bombers, Træning. Bogmærk permalinket.