Floorball med historisk mulighed for vækst

PRESSEMEDDELELSE FRA DIF OG DGI

Løb, cykling, badminton, håndbold og floorball bliver de første spydspidser i et banebrydende og omfattende samarbejde mellem DIF og DGI. Målet er at få 600.000 flere danskere op af sofaen og i gang med at bevæge sig i 2025.

Søren Møller (tv), formand for DGI og Niels Nygaard (th), formand for DIF præsenterer Vision 25-50-75

Flere danskere skal snøre løbeskoene, og flere skal spænde cykelhjelmen og give den gas på landevejene. Løb og cykling er sammen med badminton, håndbold og floorball udvalgt til at være de første spydspidser i et historisk samarbejde mellem DGI, DIF og DIF’s specialforbund.

Målet er klart: I 2025 skal 75 procent af den danske befolkning være fysisk aktive. Og halvdelen af danskerne skal være med i en idrætsforening. Sådan lyder den fælles Vision 25-50-75, som DGI og DIF står bag.

Siden årsskiftet har fælles arbejdsgrupper med repræsentanter fra DGI, DIF og DIF’s specialforbund arbejdet med anbefalinger til nye initiativer og et fremtidigt samarbejde, der skal gøre 600.000 flere danskere idrætsaktive.

Flere idrætstilbud til danskerne
Og på et fælles visionsmøde mellem de to idrætsorganisationers bestyrelser blev det den 27. august besluttet, at der som en start skal satses på løb, cykling, badminton, håndboldfitness og floorball. I løbet af efteråret skal der således udarbejdes detaljerede projektbeskrivelser inden for idrætterne.

– Med beslutningen sætter vi konkret handling bag visionens mål. Der er ingen tvivl om, at danskerne kan se frem til at få mange flere idrætstilbud at vælge i mellem, siger Niels Nygaard, formand for DIF.

Foreningerne er centrale
DGI’s formand Søren Møller slår fast, at idrætsforeningerne spiller en central rolle i at opfylde målet om 600.000 flere aktive danskere.

– Derfor vil vi fremover have et stærkt fokus på foreningsudvikling, ligesom vi vil sparre med foreningerne om at udvikle attraktive idrætstilbud, som giver flere lyst til at dyrke idræt i en forening, siger Søren Møller.

Der nedsættes bl.a. en særlig arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan idrætsforeningerne kan ruste sig til fremtiden, få flere medlemmer og tiltrække flere frivillige. Det handler bl.a. om foreningsudvikling og kompetenceudvikling.

Klart ja til mere samarbejde
Inden for løb er der planer om at gøre en særlig indsats inden for nye løbere, og DIF, Dansk Atletik Forbund og DGI er klar til at oprette en fælles eventenhed. Desuden skal der fremover være en fælles organisering af arbejdet med foreningsudvikling, træningskoncepter og løbeskole samt uddannelse.

Flere og flere løber, og intet tyder på, at den tendens ændrer sig i de kommende år. Der er også et stigende antal danskere, der cykler, og de to idrætsorganisationer forventer, at endnu flere vil give sig i kast med cykling. Især blandt kvinderne er der et stort potentiale.

Badminton er en traditionsrig idræt, men de seneste år er medlemstallet faldet drastisk. Derfor skal der gøres en indsats for at genrejse badminton som en stor voksenmotionsidræt.

Samarbejdet mellem DIF og DGI stopper ikke ved de fem idrætter. Der nedsættes samtidig en række arbejdsgrupper, der bl.a. skal se på samarbejde vedr. folkeskolen, på samarbejde med kommunerne og på idrættens fysiske rammer.

Og de fem idrætter er blot første fase i samarbejdet mellem DGI og DIF. I de kommende år vil samarbejder inden for andre idrætter også blive undersøgt og sat i gang.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Diverse. Bogmærk permalinket.