Holbæk Lady Bombers indtager 3-mands DM

Af Karina Karl

Lørdag morgen 30. maj 2015 drog to hold afsted til Hvidovre til 3-mands DM 2015. De to hold bestod af hhv. Anette, Fidaije, Charlotte V, Charlotte F, Karina (First Lady Bombers) og Lene, Mette, Frederikke, Heidi, Birgit, Lone (Second Lady Bombers). Der var lavet to puljer i Dame Motionsrækken og da de to hold var kommet i hver sin pulje, gik vi selvfølgelig efter at mødes i finalen.

Gode, intense kampe for First Lady Bombers

First Lady Bombers: Charlotte Vase, Anette S. Pedersen, Karina Karl, Charlotte Fogtmann og Fidaije Christensen

First Lady Bombers: Charlotte Vase, Anette S. Pedersen, Karina Karl, Charlotte Fogtmann og Fidaije Christensen

First Lady Bombers var i pulje med tre andre hold, så vi skulle igennem tre kampe, inden semifinalen var i hus. Første kamp var mod FFK Fantastic Five, som havde en tidligere landsholdsspiller på holdet, men det regnede vi ikke med blev noget problem for os. Kampen gik ikke helt efter hensigten og vi tabte 2-0. Der blev kæmpet reelt og bravt fra begge hold, men til sidst løb FFK desværre med sejeren.

I anden kamp skulle vi spille mod hjemmeholdet Hvidovre Attack FC og efter en meget hårdt spillet kamp, gik hvert hold derfra med 1 point, da kampen endte 1-1. First Lady Bombes fik smidt en spiller ud i ét minut for hårdt spil, men det måtte konstateres, at begge hold gik meget hårdt til stålet i den kamp.

I tredje og sidste kamp skulle vi møde Herlev Who. Starten på kampen gik rigitg godt og First Lady Bombers var hurtigt foran 3-0, men efter en lille downperiode kom Herlev på 3-2. Så tog First Lady Bombers sig sammen og endte med at vinde kampen 7-2.

Svære kampe for Second Lady Bombers

Second Lady Bombers: Heidi Lykke Sørensen, Lone Pløger Lauritzen, Mette Svane, Frederikke Markussen, Lene Kielberg og Birgit Lykke Larsen

Second Lady Bombers: Heidi Lykke Sørensen, Lone Pløger Lauritzen, Mette Svane, Frederikke Markussen, Lene Kielberg og Birgit Lykke Larsen

Second Lady Bombers var i pulje med fire andre hold, så de havde en kamp mere end First Lady Bombers, inden semifinalen var i syne. Første kamp var mod Vanløse, som havde en del unge spillere med, som normalt ikke spiller i motionsrækken, så det så lidt svært ud fra starten. Alle spillere gav den fuld skrue, men det var svært at komme op af banen, når bolden blev erobret. Trods et par store chancer fik vi scoret et enkelt mål og endte med at tabe kampen 11-1.

I anden kamp skulle vi møde Vikings (fra Hvalsø), som nogle af spillerne kender fra fællestræninger og de er ligesom os et reelt motionshold. Kampen var meget lige og på trods af, at Hvalsø kom foran med et par mål, havde vi en del store chancer, hvor bl.a. et par nervepirrende stolpeskud gav vilde tilråb fra sidelinjen. Vi havde rigtig mange store chancer, men det var desværre ”stolpe ud” for os denne gang og vi endte med at tabe kampen 8-0.

I tredje kamp ventede FFK Floordancers og her fik vi en rigtig god og jævnbyrdig kamp med chancer fra begge hold. Spillet bølgede frem og tilbage på den lille bane og vi kunne hele tiden ane den første sejr. Efter en flot indsats fra alle spillere endte kampen dog med et meget lille nederlag på 2-0

I fjerde og sidste kamp ventede så De maskerede hævnere. Dette hold bestod af unge spillere fra forskellige klubber, hvor man bl.a. kan nævne Benløse, Vanløse og FFK. Disse spillere var heller ikke, hvad vi ville kalde motionsspillere, så som i første kamp stod vi overfor en hurtig og teknisk god modstander. I denne kamp var billedet lidt det samme som i første kamp, hvor der blev kæmpet bravt i forsvaret, men når vi erobrede bolden var det svært at komme hurtigt op af banen. Vi havde et par gode chancer og fik scoret på en af dem og da kampen blev fløjtet af, var resultatet 7-1 til De maskerede hævnere.

Tæt kamp om pladsen i semifinalen

First Lady Bombers endte med at blive nr. 3 i deres pulje og Second Lady Bombers blev nr. 5 i deres pulje, så desværre var der ingen semifinale til nogen af de to Bombers-hold. Trods den lidt tidlige exit for begge hold, havde vi en hyggelig dag i Hvidovre, hvor flere af spillerne fik debut til et officielt floorball stævne. Dagens topscorer blev Charlotte Fogtmann med 4 mål ud af de 10 mål, som First og Second Lady Bombers lavede tilsammen.

Finalen i Dame Motion blev vundet af De maskerede hævnerne med en sikker sejr på 5-1 over Attack.


Kampstatistik er opdateret her.

Spillerstatistik er opdateret her.

 

Dette indlæg blev udgivet i Kampe og stævner, Lady Bombers. Bogmærk permalinket.