Karina Karl – ny formand for Holbæk Bombers.

På aftenens generalforsamling i Holbæk Bombers afgik den hidtige formand Klaus Bloch, og der skulle derfor vælges en ny formand. En enig bestyrelse indstillede Karina Karl fra Lady Bombers til formandsposten.

Generalforsamlingen viste stor og enstemmig opbakning til Karina Karl, der derfor blev valgt som ny formand for Holbæk Bombers.

– Jeg er utrolig glad for valget. Holbæk Bombers er en veldrevet klub, og jeg kunne derfor sagtens se mig selv i rollen som formand, fortæller Karina Karl om bevæggrundene for at kandidere til posten.

– Jeg har godt nok ikke spillet med hos Lady Bombers i særlig lang tid – kun fra september sidste år – men jeg følte mig helt og aldeles klar til at påtage mig en ledertjans i klubben.

Karina Karl har spillet håndbold i mange år, men måtte for fem år siden lægge håndbolden på hylden pga. en øjenskade. I stedet for at spille håndbold som aktiv påtog hun sig straks et ledermæssigt ansvar i sin håndboldklub – HK Isefjord i Tuse – hvor hun blev både træner, dommer, bestyrelsesmedlem, formand, medlem af haludvalget og bestyrelsesmedlem i paraplyforeningen Tuse IF.

Da der blev afholdt DGI Landsstævne i 2009 var Karina Karl også med i styregruppen, der stod for planlægning og afvikling af en familielejr i Tuse. Karina Karl har i den forbindelse taget en DGI Lederuddannelse.

Sideløbende med det nye hverv som formand for Holbæk Bombers vil Karina Karl være holdleder for Dame 1 i HK Isefjord.

Fakta om Karina Karl
Alder: 37 år.
Civil: Single, ingen børn.
Job: Produktionsleder hos Schneider Electric i Ringsted.
Bopæl: Holbæk (oprindeligt fra Sønderborg, via Aarhus, via Odense til Holbæk i 2004).

 

 

Holbæk Bombers har fået ny formand