Et nyt elitesamarbejde ser dagens lys: HH Warriors.

Der er tale om et samarbejde mellem de to naboklubber Holbæk Bombers og Hvalsø Vikings, der sammen vil skabe helt nyt – og i floorballkredse – epokegørende koncept.

Klubberne har tidligere samarbejdet om både holdfællesskab og afholdelse af 3-mands DM 2014, så det nye samarbejde er en naturlig udvikling.

Hvad drejer det sig om?

Samarbejdet bygger på tre ben:

  1. En elitesatsning, der skal bringe HH Warriors op i toppen af dansk floorball
  2. En ny arena – alene beregnet til floorball – som hjemmebane for HH Warroirs
  3. Sportslig udveksling med FC Helsingborg (spillere, ledere m.m.) med hjælp fra ny fælles sponsor (se nedenfor)

HH Warriors

Navnet HH Warriors er nøje valgt med udgangspunkt i de to klubbers navne og værdier. De to H’er kommer fra Holbæk og Hvalsø – og Warriors er et udtryk for den fightervilje og kampstyrke der i forvejen findes i Vikings og Bombers.

– Vi tror på, at vi med det nye, stærke navn kan brage igennem i ikke bare det danske floorball-landskab, men også generelt i idrætsbilledet på hele Sjælland, fortæller Jens Albagaard fra Holbæk Bombers.

Warriors FloorballArena

I lyset af de udfordringer begge klubber har haft med at finde egnede faciliteter til både træning og kamp, har klubberne valgt at bygge deres egen hal – Warriors FloorballArena. Hallen skal ligge i Tølløse, der ligger midt mellem Holbæk og Hvalsø. Der er indgået en aftale med ejeren af en tom byggegrund i industrikvarteret, hvor der kan bygges en helt ny hal.

– Vi har gennem længere tid gået med overvejelser om at bygge vores egen hal, fortæller Michael Beck fra Hvalsø Vikings.

– Da vi så fik henvendelsen fra Holbæk Bombers om dette projekt, så tog planerne og arbejdet fart. For ikke mere end 14 dage siden underskrev vi aftalen med grundejeren i Tølløse. Allerede til maj kan vi påbegynde byggeriet af hallen.

– Der er ikke tale om et topprofessionel hal, men en “rimelig” hal, der opfylder vores basale behov. Vi har derfor fået et realistisk tilbud fra en lokal entreprenør, der kan opføre hallen for 3,2 millioner kroner.

Finansierigen af den nye Warriors FloorballArena er på plads blandt andet på grund af stor velvilje fra den nye storsponsor, der donerer et stor beløb til byggeriet. Desuden er der opnået tilskud fra både Lokale- og Anlægsfonden, Realdania, Rockwoolfonden og en fordelagtig lånefinansiering via Sparekassen Sjælland.

– Så vidt vi kan regne os frem til, så bliver der tale om den første privatejede og -drevne hal (alene til floorball) i Danmark.

Sponsor bygger bro

HH Ferries – ny storsponsor i HH Warriors

– Nu har vi i flere omgang nævnt den nye storsponsor uden at afsløre navnet, fortæller Jens Albagaard. Men vi kan løfte sløret for, at der er tale om HH Ferries, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg.

– De har kunnet se et stort potentiale i at støtte en sport, der har ben i både den danske og den svenske del af deres forretningsområde.

Udover at HH Ferries skyder penge i byggeriet af Warriors FloorballArena, som de dermed også får delvis råderet over til egne arrangementer, så kommer de til at arrangere chartrede ture fra Roskilde til Helsingborg, så floorball-interesserede fra hele Sjælland nemt kan få oplevelsesture til floorball i Helsingborg.

– Vi har lavet en aftale med FC Helsingborg om at lære af deres ekspertise. Både på og uden for banen, fortæller Michael Beck.

– Det er meningen, at vi skal arrangere ture til Helsingborg for at se floorball i verdensklasse. Vi skal lære af det sportslige, men også af det organisatoriske.

– Og som en ekstra fjer i hatten på samarbejdet, så kommer FC Helsingborg – når vi er rykket lidt længere op gennem rækkerne – til at “udstationere” nogle af deres dygtige U19-spillere i vores klub. Så vi bliver i dén grad forstærket, fortæller en tydelig stolt Michael Beck.

HH Warriors ser dagens lys