De tre lokale floorballklubber Hvalsø Floorball, Bramsnæs Floorballs og Floorballklubben Holbæk Bombers går fra næste sæson sammen i et utraditionelt og unikt, tværkommunalt samarbejde.
Når de sammen – og under navnet Vikings – for første gang stiller op i Danmarksturneringen i floorball, er det første gang, at et holdfællesskab bryder kommunegrænsen. De tre klubber kommer fra Lejre Kommune og Holbæk Kommune.
– Hver for sig er vi ikke store nok til at kunne stille et helt hold gennem en hel sæson. Derfor har vi i fællesskabets ånd tænkt ud af boxen og har fundet sammen i det her unikke klubsamarbejde, fortæller Michael Beck, der er formand i Hvalsø Floorball og initiativtager til samarbejdet.
– Vi har i forvejen rigtig stærke personlige relationer i de tre klubber, så sammenholdet er stærkt. Vores nye holdfællesskab bliver et samlingspunkt for vores klubber. Samtidig håber vi, at vores initiativ kan virke som inspiration for andre mindre klubber.
![](http://holbaekbombers.dk/wp-content/uploads/wppa/203.jpg?ver=1)
Kasper Enevoldsen er træner i Holbæk Bombers og siger om de sportslige muligheder og udfordringer:
– Det her bliver en kærkommen lejlighed til at få prøvet os selv af i Danmarksturneringen, så vi finder vores niveau i forhold til de andre hold og klubber.
– Det bliver godt for vores spillere at få valuta for alle de mange timer, der er lagt i træningshallen, afslutter Kasper Enevoldsen.
Fakta
Hjemmebane: Hvalsø Hallen og Bramsnæsvighallen
Kampe: Ca. 12 kampe pr. sæson (6 hjemme, 6 ude) i laveste række (Serie 1)
Spilletøj: Hvid trøje, sort buks, sort strømpe (hjemme) og sort trøje, sort buks, sort strømpe (ude)