Der blev serveret den flotteste floorball-kage og boblende dråber lørdag 1. november 2014 i Bjergmarkshallen, da Holbæk Bombers præsenterede to nye, store sponsorer.

Tuborgfondet og Spar Nord Fonden har begge valgt at støtte børne- og ungdomsarbejdet i klubben ved at give nogle flotte tilskud til indkøb af nye bander til Junior Bombers’ hjemmebane i Bjergmarkshallen.

Fra Tuborgfondet har Holbæk Bombers modtaget 25.000 kr. og fra Spar Nord Fonden har klubben modtaget 10.000 kr.

Peter Moe Rasmussen fra Tuborgfondet uddelte 25.000 kr. til Holbæk Bombers

Underdirektør i Tuborgfondet, Peter Moe Rasmussen, fortalte, at de er glade hver eneste gang, de kan uddele penge til de utallige gode formål, de hele tiden får ansøgninger om. Det eneste Peter Moe Rasmussen er ked af er, at de ikke kan støtte alle ansøgningerne.

Tuborgfondet er dog ekstra glade, når de får mulighed for at støtte idræt og motion til børn og unge – som det her er tilfældet.

Karina Karl (tv) modtager 10.000 kr. fra Henning Juhl Jessen, Spar Nord Fonden

Fra Spar Nord Fonden var der besøg af filialdirektør Henning Juhl Jessen og kundemedarbejder Kim Ljungberg. Også her var der glæde over at kunne støtte børne- og ungdomsarbejdet i en lokal idrætsforening.

Spar Nord i Holbæk har i forvejen – både via egne midler og midler fra Spar Nord Fonden – et stort engagement i den lokale idræt.

Efter præsentationen fik de mange gæster og tilskuere mulighed for at smage floorball-kagen og få lidt boblende dråber til at slukke tørsten. Det hele gled saligt ned og Junior Bombers U11 underholdte med et lokalopgør mod Jyderup Farmers i U11 Øst Flex-rækken.

Der var masser af gæster til præsentationen af de nye sponsorer

 

Den flotteste og lækreste floorball-kage, der nogen sinde er set 🙂

 

Se allerede billederne fra præsentationen i vores Galleri.

Læs mere om Tuborgfondet.
Læs mere om Spar Nord Fonden.

Tuborgfondet og Spar Nord Fonden støtter Holbæk Bombers