Af Kasper Enevoldsen, træner
Greve 2 vs Vikings: 1-12 (0-4, 0-2, 1-6)
Søndag 7. december mødtes Greve 2 og Vikings for anden gang i sæsonen. Første møde var sæsondebuten, hvor Vikings viste skræmmende effektivitet og kunne profitere med sikker 16-1 sejr.
På dagen kunne Vikings mønstre 12 markspillere og 2 keepere. I 1. periode forsøgte Vikings at bygge spillet op fra backerne, men på dagen var der generelt ikke nok, som tilbød sig, og derfor blev opspillet aldrig rigtig godt. Vikings kunne dog trods alt gå til pause med en 4-0 føring på mål af Kasper Enevoldsen, Kevin Douglas, Jonas Furland samt Kristian Mandrup Poulsen.
2. periode mindede på mange områder om 1. periode, men dog med lidt mindre effektivitet, hvilket nok skyldes en blanding af træthed hos Vikings samt at Greves keeper diskede op med en lang række gode redninger. Vikings satte 2 mål mere på tavlen, og kunne dermed gå ind til 3. periode med en føring på 6-0. Målscorerne i 2. periode var Bjarne Olsen og Kasper Enevoldsen.
Oplægget til 3. periode var at bringe endnu mere fart i opspillet samt holde nullet. Det lykkedes at bringe mere fart i opspillet, og da Greve-spillerne efterhånden var blevet trætte, så lykkedes det Vikings at score yderligere 6 mål i 3. periode. Desværre lykkedes det også Greve at score et mål ca. 5 minutter før tid, og dermed lykkedes det ikke at holde nullet på tavlen. Det ene indkasserede mål skal dog ikke fjerne indtrykket af rigtig gode keeper-præstationer fra både Benjamin og Flemming. Målscorerne i 3. perioder var Nikolaj Jørgensen (2), Jonas Furland, Jannick Nørager, Kevin Douglas samt Kenneth Christiansen. Dermed kom hele 9 forskellige Vikings spillere på scoringstavlen.
Nu er der jule- og nytårspause, men allerede 3. januar 2015 tager vi imod HG/Næstved i Bramsnæsvighallen.