Af Kasper Enevoldsen, træner

Vikings vs HG/Næstved: 6-4 (1-2, 3-1, 2-1)

Vikings kørte en snæver sejr over HG/Næstved i hus

Blot 3 dage inde i det nye år var det tid til årets første floorballkamp, og det var derfor spændende, hvordan julen og nytårets fornøjelser havde påvirket den fysiske form. HG/Næstved stillede op med 6 markspillere og 1 keeper, mens Vikings kunne mønstre 16 spillere og 2 keepere. Det stod derfor hurtigt klart, at det ikke ville blive en fysisk præget kamp. Desværre betød en skade under opvarmningen og en forsinket spiller, at der måtte rykkes lidt rundt i kæderne i 1. periode.

Første periode blev indledt med en helt igennem udisciplineret indsats af Vikings, hvilket medførte at HG/Næstved havde scoret 2 mål i løbet af de første 7 minutter. Indsatsen var kendetegnet ved, at vi ikke var klar og traf forkerte beslutninger gang på gang. 2 gange måtte Vikings konsultere udvisningsboksen i første periode, men undertallet kæmpede bravt, hvilket medførte at der ikke blev lukket mål ind i undertal. Stort set eneste lyspunkt i første periode var Kevin Douglas’ reducering til 1-2 knap 5 minutter før pausefløjt. Reduceringen medførte en fornyet tro på, at vi fortsat kunne vinde kampen.

I 2. periode var alle spillere til rådighed, hvormed vi kunne spille på 3 fulde kæder. Oplægget til 2. periode var masser af løb omkring bolden og mere koldblodighed i både det defensive og offensive spil. Allerede efter 17 sekunder udlignede Kevin Douglas, hvilket løftede stemningen på Vikings bænk. Desværre svarede HG/Næstved hurtigt igen, og kunne igen bringe sig foran blot et minut senere. Målet var igen kendetegnet ved, at Vikingsspillerne brugte mere tid på at kigge floorball, fremfor at spille floorball.  Efter HG/Næstveds føringsmål udviklede 2. periode sig til et stort pres på HG/Næstved målet, men enten blev bolden blokeret af en modstander foran mål, eller også røg afslutningen forbi mål. Kun 2 gange lykkedes det Vikings at passere en godt spillende HG/Næstved målmand ved henholdsvis Kasper Enevoldsen og Bjarne Olsen. Vikings var derfor foran med 4-3 inden sidste periode.

I 3. periode var det tydeligt at de 6 hårdt kæmpende HG/Næstved spillere var ved at løbe tør for kræfter, hvilket resulterede i mange Vikings chancer. Jan Svane kunne, på en af de mange chancer, bringe Vikings foran med 5-3, og alle forventede at kampen var afgjort. Desværre formåede HG/Næstved igen at bringe spænding tilbage i kampen med en reducering 5 minutter før tid, hvor Vikings igen ikke var klar i situationen.  Heldigvis kunne Kenneth Christiansen blot et par minutter senere lukke kampen efter fint forarbejde af Bo Berlin.

Alt i alt lykkedes det endnu engang Vikings at snuppe 3 point, men det var bestemt ikke på grund af hverken flot floorball eller hårdt arbejde. De fleste af Vikings mål blev scoret på enkeltmandspræstationer, mens der ved modstandernes scoringer generelt var tale om kollektive sammenbrud. På fredag skal Vikings og HG/Næstved igen krydse stave til sæsonens 3. opgør. Det er forhåbningen, at den kommende uges træning kan skærpe kondition og vilje hos Vikingsspillerne, og at vi dermed kan levere en mere koncentreret indsats, når Herlufsholm Hallen ligger gulv til et nyt opgør mellem Vikings og HG/Næstved.

 

Statistikken for Vikings opdateret her.

Snæver sejr hjemme mod HG/Næstved