Af Kasper Enevoldsen, træner

Stevns vs Vikings 1-6 (1-1, 0-3, 0-2)

Vikings efter sejren over Stevns

Allerede en uge efter første kamp skulle Vikings i kamp igen. Spændende om Vikings kunne fortsætte de gode takter fra den første kamp, men uden et decideret kendskab til modstanderne, så var det vanskeligt at vurdere det sportslige styrkeforhold mellem de 2 hold.

Vikings stillede med 2 keepere, 2 backkæder samt 3 angrebskæder. Kæderne bestod af spillere fra både Hvalsø, Bramsnæs og Holbæk. Kampen startede med 2 afventende hold, og det stod forholdsvis hurtig klart, at det sportslige niveau mellem de 2 hold var meget jævnbyrdigt. Stevns baserede deres spil på lange bolde fremad banen, og særligt i første periode havde Vikings vanskeligt ved at håndtere de lange bolde. Det resulterede i en del farlige chancer til Stevns, og det var netop på en lang bold at Stevns scorede deres eneste mål i kampen. En lang bold snittede en back, som desværre resulterede i at Flemming ikke kunne nå over i den modsatte side og redde bolden. Vikings forsøgte med opspil op gennem banen, men uden det blev rigtig farligt. Resultatet efter første periode var 1 – 1, da Kevin, nærmest fra 0 grader, havde bragt Vikings i front tidligt i først periode.

I 2. og 3. periode fik Vikings tilpasset den defensive taktik, hvilket medførte at der blev givet ganske få oplagte chancer væk. Samtidig kom der mere flow i det offensive spil, og sammenspillet flød generelt bedre og bedre gennem kampen. Vikings scorede 3 mål i 2.periode, som blev sat ind af Kevin, Kenneth og Kasper. Kevin fik lavet endnu et mål fra næsten 0 grader, mens Kenneth på fornem vis fulgte op på en returbold.  I 3. periode scorede Vikings yderligere 2 mål, som blev sat ind af Kennet og Kasper. Alle kæder producerede flere chancer i 2. og 3. periode, som med lidt mere træfsikkerhed kunne have resulteret i flere mål til Vikings. En sjov detalje fra kampen mod Stevns er, at de 6 mål blev fordelt ligeligt mellem spillere fra hhv. Hvalsø, Bramsnæs og Holbæk – det kan man da kalde et fællesskab.

Resultatet efter 2 kampe er 22 scorede mål, mens der kun er lukket 2 mål ind – det er intet mindre end en fantastisk debut i Danmarksturneringen for Vikings. Både konsekvent målmandspil, den sikre defensive indsats samt en kreativ tilgang til det offensive spil har givet en god start på turneringen. I den kommende weekend er der kamppause, så Vikings skal først i aktion igen d. 11. oktober, hvor vi byder Stevns velkommen til revanche i Bramsnæs.

Endnu en sejr til Vikings